Efter anholdelsen fik Horst en advokat tilknyttet – det var Steinthal, men han følte ikke kemien passede – og så var han jøde. Den sidste del så ikke ”pænt ud” i det tyske hjemland.
Han fik derefter tildelt advokat Thornsteinsson som forsvarsadvokat. Denne advokat havde fået gode anbefalinger fra Oberst Gerichtshof og Horst var særdeles lettet over at få ham (ifølge hans kone). Det første møde mellem dem fandt sted tirsdag den 10. januar 1939. Det er sandsynligt at der er tale om denne person: Th. Thorsteinsson | lex.dk – Dansk Biografisk Leksikon
Ved husundersøgelsen fandt man en liste over 12 ”V-mænd” i hans skrivebordsskuffe. Denne liste dannede grundlag for yderligere anholdelser. Der blev også fundet fem blå ringbind, med betegnelserne 2a, 2b, 3a, 3b og 4. Indhold i disse var et navneregister med en række koder på tal og bogstaver. Ud over det er nævnt ”den sorte adressebog” og den ”gule adressebog”. De to sidste har jeg dog ingen oplysninger fra.
I forbindelse med afhøringerne, rettede den danske Marinestab henvendelse til politiet med en række spørgsmål, som de gerne ville ha’ belyst hos de forskellige anholdte. Naturligt nok søgte de efter beviser om at spionage ringen var underlagt “Oberkommando der Kriegsmarine”. Hos enkelte, f.eks. Vilhelmsens, søgte de oplysninger om “Blomstersproget” hvilket jeg hverken før eller siden er stødt på. Der ud over ledte de efter reserveboliger og oplysninger om engelsk spionage på Langeland (Englænderne var meget interesseret i hvordan de danske minespæringer var planlagt og hvordan skibstrafikken var i området)
Materialet der blev fundet under ransagningen, blev tilbud Sverige for afskrift. Svenskerne havde svært ved at tyde indhold i mapperne, da de var fyldt med forkortelser og tal/bogstavskoder for navne, stedbetegnelser og tilhørsforhold, men man kom frem til at første bogstav på siden i mappe 1 var første bogstav i navn på person og bogstav i mappe 5 var forbogstav på den by den pågældende kom fra. (se mere her.)
Under det meste af krigen undersøgte Svenskerne de forskellige personer på hans kontaktliste og forsøgte på den måde at finde evt. tyske agenter i Sverige. I slutningen af krigen (13. februar 1945) forhørte Svenskerne Carl August Robert Paulsson omkring hans kendskab til Horst. Carl havde arbejdet ved politiet i 20’erne. Han oplyser at Horst ved flere lejligheder havde oplyst om kommunisterne i Sverige
Svenskerne fik lov at låne materialet – dette fik de af politiadvokat Ströbech i 1939. Det er tydeligt at der blev byttet oplysninger. Den 3. januar 1939 blev en Svensk betjent sendt til København for at indsamle oplysninger om den formodede Svenske gren af spionnetværket. Det var Københavns Opdagelsespoliti der stod for udredningen for den Svenske politiadvokat E.G. Stråobech i 1: ata Undersøgelseskammer.
Da bevismængden var overvældende, valgte Horst og de fleste andre at give de informationer politiet søgte. Næppe alle oplysninger, men de var meget informative: Horst blev afhørt flere gange – b.la. blev han afhørt om Vogeler og der oplyste Horst at Vogeler var agent samt detaljer i hvordan de havde mødt hinanden og detaljer i hvordan han fik koblet Vogeler med nogle af de andre i gruppen. Omvendt kunne Vogeler ikke huske nær så mange detaljer og han viste ikke helt hvad de forskellige kuverter og bøger skulle bruges til. Det er lidt usikkert hvad der var Horst’s “strategi” men tale gjorder han.
Se her listen over bevismateriale (åbner i nyt vindue)
Torsdag den 12. januar 1939 blev det fastsat at sagen mellem staten og Horst skulle køres. Thornsteinsson vurderede over for de tyske myndigheder, at hans sag var ”ingen leg for børn”. Det kunne bevises at Horst havde ansat indtil flere ”Vertraunsmänner” på forskellige kyststrækninger og der var dokumentation for at han havde forbindelse til en udenlandsk efterretningsenhed.
Han ville blive anklaget iht. § 105. Fra dansk side var det rigsadvokat Pihl der førte sagen.
Læs mere om anklageskriftet her (åbner i nyt vindue)
Udskrift fra retsbogen (åbner i nyt vindue)
Horst forsøgte sig med at augmentere for at det ikke var Danmark der var målet for spionagen, men en beskyttelse af den tyske skibsfart. Augmentationen gik på at der ikke var tale om egentlig spionage, da det blot var overvågning af skibstrafik, hvilke en hver kunne – ud over det mente Horst, som tysk presserepræsentant, at det ikke unormalt at interessere sig for dette.
Interessant nok udtalte det danske udenrigsministerium over for Tyskland, at man helst så at sagen kunne undgås. Den daværende justitsminister Steincke (Socialdemokrat) krævede dog sagen for gennemført, af politiske årsager.
Fra tysk side forsøgte at påvise at Horst fik en slags psykose ved anholdelsen og det efterfølgende presse bevågenhed. Yderligere forsøgte man at skabe et pres fra Tyskland, da man jo mente at han (Horst) ikke havde gjort noget egentligt ulovligt.
Internt hos tyskerne mente man dog at han havde handlet letsindigt. Han var ved flere lejligheder blevet advaret, men slog det hen med henvisning til at han havde et godt samarbejde med det danske politi og at han havde en aftale med dem om at de varslede ham ved en evt. aktion mod ham. Der var mange tysker venlige blandt politiet i den periode, så det er ikke usandsynligt at han har haft en ven eller to der.
Interessant nok brugte politiet en del ressourcer på at undersøge om der boede udlændinge omkring Lillebæltsbroen – det var så vigtigt for dem, at de også undersøge hvem der var med under byggeriet og hvor de var bosat på tidspunktet for undersøgelsen.