November revolutionen

Dækker perioden fra Første Verdenskrig slutter til han forlader Tyskland.

Mordet på Luxemburg og Liebknecht

For at forstå begivenhederne bag de to mord, skal vi tilbage til slutningen af 1. verdenskrig – vi skal en tur til søs, for der begyndte rækken af hændelser, der endte med to af de mest omtalte mord i den periode.

Søslagene under 1. verdenskrig var kendetegnet ved at de kæmpende parter havde respekt for hinanden – det lyder nok mærkeligt i dag da vi kun kender modstanderen som noget diffust, men dengang var der stadig stolte traditioner og klare fjendebilleder. Det var kampe mellem ligeværdige uden hjælp fra fly og civile tab var stort set et ukendt begreb.

Vi møder her Wilhelm Canaris. Han blev en af 2. verdenskrigs mest omtalte personer, som chef for den tyske efterretningstjeneste. På dette tidspunkt var Canaris marine officer med en særdeles omfangsrig karriere – han var af den gamle skole og han endte 1. verdenskrig i Kiel som kommandør over ubåden UB-128. Ved slutningen af krigen var han i Kiel – der mødte ham et syn han aldrig glemte – røde mytteri faner vejene over mange af de tyske kejserlige flådefartøjer der lå der. Krigen var forbi – den tyske kejser var flygtede til Holland og våbenstilstandsaftalen underskrevet. På magisk vis havde de marxistiske oprører formået at infiltrerer de mange tyske flådebesætninger og i tiden der fulgte våbenstilstanden var området kaos.

En række officerer slog sig sammen og oprettede frivillige korps, der skulle forsvarer de gamle dyder og når tiden var moden skulle de genindføre ro og orden i den tyske flåde. En af de ledende personer der, var socialdemokraten Gustav Noske (f. 1868 – d. 1946). Han ville nedkæmpe den kommunistiske oprørsbevægelse og indføre en moderne stat.

Til det oprettede han, sammen med Pabst, Garde-Kavallerie-Schützen-Division (GKSD) og der blev Canaris værdifuld som forbindelsesofficer. Waldemar Pabst (f. 1880 – d. 1970) var 1. Generalstabsofficer i GKSD og kom fra en Kejserlige eliteenhed, der havde kæmpet på Vest fronten. GKSD var oppe på 40.000 medlemmer, da de var flest (1919) Pabst havde naturligvis også en adjudant – nemlig Heinz v. Pflugk-Harttung, bror til Horst Pflugk-Harttung.

Horst blev leder af ”Spezialeinheit” (specialenhed) ”Marineoffiziers Eskadron beim 5. Ulannenregiment” under ”Garde-Kavallerie-Schützen Division”. Denne enhed fik til opgave at være stødtrop og enhed for særlige opgaver (sondereinsätzen).

De modtog finansiel støtte fra industrien. Canaris bror (Carl August Canaris) var bl.a. ansat hos våbenfabrikanten “Thyssen” og endte senere som Generaldirektør hos Maffei-AG (der producerede kampvogne). Der var ingen blandt de store industri giganter der ønskede en revolution..

Enheden tog til Berlin og fik deres hovedkvarter på Hotel Eden, ikke langt fra Berlin Zoo.

I kølvandet på både revolutionen i Rusland og Tysklands fald, efter Første Verdenskrig fik de mange politiske grupperinger i Tyskland muligheden for at tale kommunismens sag.

De mest kendte “meningsdannere” fra dengang var Rosa Luxenburg og Karl Liebknecht.

November revolutionen – Wikipedia, den frie encyklopædi

Karl Liebknecht (f. 1871 – d. 1919) og Rosa Luxemburg (f. 1871 – d. 1919) var to af grundlæggerne for bevægelsen ”Spartacusforbundet”. Det var en kommunistisk forening med formål at opildne de tyske matroser til at starte en revolution med Sovjetisk forbillede. Nogle matroser havde besat regeringsbygninger (Folkets Flådedivision) og i mange byer rejste de barrikader og besatte dem med våben. De kæmpede for revolution – de kæmpede for nedlæggelse af den sidste rest af de tyske væbnede styrker og de kæmpede for at få fjernet den tyske elite.

Det var Karl Liebknecht der rejste den røde fane over kejserslottet i Berlin (9/11-1918) og proklamerede ”I denne time proklamerer vi den fri socialistiske republik”.

Karl Liebknecht blev dræbt den 15. januar 1919 og Rosa Luxemburg blev samme dato kl. 23:45.


Rosa og Karl blev anholdt at GKDS. Grunden til anholdelsen var dels at de to opfordrede direkte til uroligheder og revolution og dels at de var udlændige.

Om aftenen den 15. januar 1919 begyndte GKDS at lede efter Rosa og Karl. Karl blev angivet og de anholdte ham uden yderligere drama kl. 21:30 og førte ham til Hotel Eden til forhør. Han blev ført ind gennem hovedindgangen af det store og flotte Hotel og op til 1. sal, hvor GKDS havde deres hovedkvarter. Efter forhør og heftige politiske diskussioner, blev Karl ført ud af bagindgangen af en gruppe uniformerede personer kl. 22:45.

Det er kendt at følgende personer deltog i transporten:

  • Hauptmann Horst von Pflugk-Harttung
  • Adjudant Heinz von Pflugk-Harttung
  • Oberleutnant zur See Ulrich von Ritgen
  • Leutnant zur See Heinrich Stiege
  • Leutnant zur See Bruno Schulze

Denne vagtstyrke skulle føre ham til Moabit fængslet, men allerede fra starten gik det galt. Mens Karl var på vej ind i bilen, der skulle transportere ham væk, dukkede Otto Wilhelm Runge pludselig op og slog ham med en geværkolbe – Rzewuski hoppede op på trinbrættet og gav Karl et slag i ansigtet.

Karl blev set sat af ved ”Am Neun See” – der rystede han sig fri. Der lød råb og så pludseligt skud. Kl. 23:15 blev Karl Liebknecht indleveret til vagten i Zoo, lige over for hotellet, som ”Ubekendt død”. Karl var slået ihjel, dræbt af skud afgiveligt af Horst.

Rosa Luxemburg blev også fundet og anholdt kl. 22 – også hun blev ført hotellet og ført til forhør og ført væk ca. kl. 23:40. Det var sandsynligvis den samme gruppe der førte transporten, dog var det Vogel der var ansvarlig officer.

Som ved Karl’s transport var denne transport også fyldt med vold fra starten – Runge gav Rosa et slag så hun blev bevidstløs og tabte både sko og taske og stadig bevidstløs fortsatte Runge med at slå geværkolben ind i Rosa. Hun blev slæbt bevidstløs ind i den åbne bil og som en dårlig farce kom Rzemuski igen løbende og slog hende flere gange i ansigtet – stadig bevidstløs.  Efter ca. 40 meters kørsel hørtes et skud – Rosa Luxemburg var død. Klokken var 23:45 den 15. januar 1919 og hendes lig blev dumpet i kanalen.

Den ansvarlige officer for transporten af Rosa, Oberleutnant Vogel, samt den ansvarlige for Karls’ transport, Horst Pflugk-Harttung, blev anholdt den 16. januar og en krigsretssag uundgåeligt.  (Fængslet i ”Lehrter Strasse”)

Runge var delagtig i morderne og blev sendt til Danmark af Pabst – han luskede over grænsen i april 1919.

Canaris besøgte de to anholdte flittigt og der er vist ingen tvivl om at de fik læst og påskrevet hvordan de skulle forholde sig i sagsforløbet.


Den 8. maj 1919 begyndte retssagen – området hvor retssagen skulle finde sted, var svært bevogtet af enheder fra GKSD.. Denne retssag er betegnet som den skammeligste i Tysklands historie.

Vogel blev idømt to år og fire måneders fængsel for ”mangel på disciplin samt for magtmisbrug”, men tilbragte kun kort tid bag tremmer. Den 17. maj blev Moabit fængsel kontaktet af en “Premierløjtnant Lindemann”, der med en ordre fra allerhøjeste sted fik udleveret Vogel. Få timer senere var Vogel i sikkerhed i Holland og Lindemann blev til Canaris. Selv om Canaris blev anholdt for bedrageri, fik sagen ingen konsekvenser – officererne der skulle bedømme sagen var selv dybt involveret på den ene eller anden måde.


November revolutionen endte på denne måde – det kommunistiske oprør var slået ned og et kapitel i Pflugk-Harttung liv var slut. Han måtte nu i gang med at finde sig et job.

Julius Paul Heinrich Stiege blev senere ansat i Abwehr og havde Syd Amerika som hovedområde mellem 1940 og 1943.

Der er skrevet talrige bøger om Revolutionen og endda en film om hændelsen med morderne. Rosa og Karl mindes stadig – endda også i Danmark.

Jeg har undladt alt for mange detaljer om retssagen – den er grundigt beskrevet i flere bøger og film, så afhængig af hvilke politiske tilhørsforhold du har, kan du få flere forskellige tilgange til sagen…

Efter han blev sat på fri fod igen, forlod han Tyskland – der var ganske enkelt “for varmt” for ham. Han kom til Danmark i maj 1919, men af politiske grunde blev der ikke taget godt i mod ham, så han måtte videre til Sverige.


Heinz:

Heinz var Horst’s broder – han var født 17. september 1890 i Leipzig og dødede 26. marts 1920 i Berlin. Han var tysk officer (Hauptmann) og var aktiv i Garde-Kavallerie-Schützen-Division, som hans broder. Han gik bort i 1920 som følge af et uheld med en håndgranat.

Den 26. marts 1920 klokken otte om aftenen, kom Heinz sammen med en håndfuld andre fra ”Sturmkompanie Pflugk-Hartting” kørende ved Hirrschgarten. Ud for restauranten ”Aussichtsturm” lød der en eksplosion og Heinz blev dræbt.

Først frygtede man et attentat, men efterfølgende undersøgelser viste at det var en håndgranat placeres i en sidelomme i vognen der var gået af, hvorefter endnu en antændte. Man formodede at udløsersnoren hang frit, hvorefter en i vognen var kommet til at sparke eller hænge fast i den.

Håndgranaterne af den type var med træ-skæfte og en udløser snor med porcelænshoved. Når man trak i den, gik den af.

Heinz var død på stedet. En anden i vognen fik ødelagt hans ben – en gymminasie professer Ernst Roloff (1867-1920/21), som var leder af ”Reichswehrhochschulkurse” på det forbudte Krigsakademi (ifølge Versailles traktaten) blev slemt tilredt. En dame ”Fru v. Thiessenhausen” dødede senere af hendes kvæstelser. I alt blev syv skadet. Fem soldater og to civile.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *