Eiler Pontoppidan

Siden er under udarbejdelse – du kan følge med her imens (29-11-2022):

Ordet ”Spion” er måske et lidt for pænt ord om denne sag – det handler om stikkeri.

Eiler var landsretssagfører og leverede i 30’erne og 40’erne oplysninger om herboende tyske emigranter og jøder til det hemmelige statspoliti i tyskland – også bedre kendt under navnet Gestapo.

Eiler Pontoppidan blev født den 6. maj 1894 på Frederiksberg og var søn af professor dr.med. Erik Pontoppidan og Johanne Jensine Hansen. Han blev student i 1912 fra Plockross’ Skole (det senere Øregård Gymnasium” og cand.jur i 1917. Han fik stilling som sagførerfuldmægtig i København og senere i 1921 sagfører og landsretssagfører.

I perioden 1919-1921 fungerede han som sekretær i Statspolitiet.

Han blev gift 14. marts 1919 i Holmens Kirke med Hedvig Christine Marie Lorenzen (født 3. april 1895 i København), datter af skibsfører Ingver Peter Lorenzen og Karen Alma Sørensen.

I marts-juni 1918 var han Finlands frivillig i den Finske borgerkrig (en af syv kendte) og endte som Løjtnant ved 1. Vasa-Gardebataljon. Han fik den Finske Frihedsmedalje, Mindemedalje for de finske frihedskrige og den ungarske krigserindringsmedalje for hans korte deltagelse i krigen.

Fra venstre: Løjtnant Clauson-Kaas, Dr. Larsen, Landsretssagf. Eiler Pontoppidan, Redaktionssekretær Ivar Gudme og Nationaltidendes Medarbejder, Redaktør Peter de Hemmer Gudme
Danske Finlandsbataljon. Foto er fra Det Kongelige Biblioteks Foto samling, ingen fotograf nævnt.

Sagen “Carlis Hansen“

I 1934 var Eiler P. forsvarer for en af DNSAP’s stiftere, Carlis Hansen

Diverse sager med Eiler som forsvare:

Den 22. årige Valdemar Jensen, som var ansvarhavende reaktør af nazi pladet “Stormen” var sigtet for æresfornærmelser – resultat ukendt. (april 1936)

Landsdommer Gammeltoft skulle vige sit sæde (men han blev). I forbindelse med en retssag mod nogle nazister, krævede forsvaret at dommeren skulle skiftes, da han var af jødisk afstamning og derfor ikke var upartisk. Retten afviste kravet. Retssagen var mod Niels Olsen, Henning Andersen, Poul Nannestad Møller og Valdemar Jensen og deres forsvarer var Landsrestsagfører Harald Vestergaard og Eiler Pontoppidan. (Berlingske Tidende, 19. januar 1938)

Eiler var en kort periode forsvarer for Horst Pflungk-Harttung

Tiden i DNSAP:

Selve DNSAP havde det ikke specielt godt, hverken før eller under krigen. Danskerne “bed” ganske enkelt ikke på. Eiler var, med hans fødselsår 1894, en af de lidt ældre medlemmer og var sysselleder i Frederiksborg Amt. Han var blevet medlem i maj 1938 og var det indtil brudet i 1941.

Ved valget 3. april 1939 var han kandidat til folketinget (Frederiksborg amtskreds), men da han lige efter blev idømt otte måneders fængsel, blev dette valg ikke til noget for Eiler. Han fik dog 514 stemmer men partiet fik kun 3 mandater i dette område, så han ville ikke være valgt ind, trods alt.

I 1941 brød Eiler og en stribe andre Nazister med DNSAP og startede “Den Danske Front”. (dannet 17. februar 1941). De var utilfredse med den politiske linje i forbindelse med den udeblevne magtovertagelsel og de valgte at fortsætte med DNSAP’s politiske partiprogram, som de mente partiet ikke selv levede op til. Da valgte Thors hammer som samlingsmærke og de kopierede mange af DNSAP’s aktiviteter. Partiet fik aldrig nogen succes.

Spionagen mod de tyske flygtninge i Danmark:

Det er velkendt at den tyske formand for det danske DNSAP Frits Clausen havde et tæt samarbejde med tyskland i mellemkrigstiden. En del af dette samarbejde indebar også spionage og vidensudveksling. Eiler P. var på dette tidspunkt landsretssagfører og havde adgang til fortrolige oplysninger om den danske regerings holdning til de tyske flygtninge. Disse oplysninger overgav Eiler P. til Frits C. som derefter sikre at dette blev givet videre til de tyske myndigheder. I denne periode var der samtidig et tæt samarbejde med politimanden Max Pelving, som Eiler havde kendt siden 1934.

De to (Eiler og Max) aflyttede Emigranthjemmet i København.

Eiler blev anholdt sammen med Max Pelving og tra andre nazister og deres hjem ransaget. Deres mistanke blev vakt under Eiler’s forsvar for Frits Clausen, da Eiler bad om at få dokumenter og oplsyninger om ni emigrante. Disse emigranter var ikke offentligt kendte, så mistanken mod Eiler blev vakt. (Berlingske Tidende, 5. januar 1939)

Politiinspektør Eivind Larsen og Politikommisær Glud begyndte at undersøge om mistanken var reel og de fandt ud af at der var “brodne kar” i egne rækker, inden for politiet. Igennem afhøringer fandt de ud af at de oplysninger Eiler havde fremlagt i retten, kun kunne stamme et sted fra og det var tydeligt hvem fra politiet der havde skaffet disse fortrolige dokumenter – nemlig Pelving. I alt fem blev anholdt af en styrke på 30 betjente og der blev udført ransagninger på adresserne. Blandt de breve man fandt, havde man grund til at mistænke at Eiler havde forbindelse til en fremmed magt. Intressant nok var flere adressater angivet ved forbogstav eller tegn – noget som Horst også havde anvendt i hans materiale. (Berlingske Tidende, 5. januar 1939)

Eiler’s fængsling blev forlænget – han var nu sigtet iht. § 152 (straffeloven) og §780, 2 (b. og c.) – retstplejeloven. (Berlingske Tidende, 21. januar 1939)

Rigsadvokat Pihl rejste tiltale mod både Eiler og Max Pelving. Eiler blev tiltalt efter straffelovens §122 (bestikkelse) og MAx efter §152 (tavshedspligt som embedsmand) (Berlingske Tidende, 19. marts 1939)

Den 29. marts begyndte sagen i retten ved Københavns byret, under Dommer Jørgen Berthelsen. Eiler havde fået sagføren “Vibe-Hastrup” og Max “Peter Paulsen”. Bortset fra Max (der også blev tiltalt for brud på § 144, bestikkelse) var tiltalerne uændret. I anklageskriftet blev det nævnt at Max havde overgivet oplysninger om tyske flygtninge og emigranter i perioden 9. juli 1937 frem til 24. juli 1938 samt at han havde fået en gave til en værdi på 500 kroner og 400 kroner til dækning af nogle udgifter Max havde haft. Sagen blev lidt usædvandligt ført for delvis åbne dører. Det skyldes at ingen af de to var tiltalt for spionage eller andet der kunne bringe statens sikkerhed i fare – eneste undtagelse for de åbne døre var en anonymisering af visse navne. Som forsvar for sig selv, forklarede Eiler at han, efter hans kampe i Finland, var blevet modstander af konnumismen og blot ville give sit bidrag til at forhindre den kommuniske virke. (Berlingske Tidende, 30. marts 1939)

4. april: Eiler P. dømmes til 8 måneders fængsel og mister hans borgerlige rettigheder i 5 år. Ud over det mister han sin sagsførerbestaltning for bestandig. Eiler appelerede til Landsretten og den blev sat til behandling 19. juni 1939(Berlingske Tidende, 17. maj 1939)

I Landsretten blev dommen stadfæstet, dog blev straffen til Eiler nedsat til 4 måneder og for Max ned til 6 måneder. Intressant nok blev han også dømt for at have ovegivet oplysninget til Thorolf Kyrre, selvom der ikke var retjst tiltale mod ham. Ialt kunne det dokumenteres at der blev overgivet oplysninger om i alt 27 personer. (Berlingske Tidende, 28. juni 1939)

Henrettelen

Omkring kl. 10 om formiddagen den 28. marts 1945 blev han skudt af modstandsbevægelsen. Attentatet foregik på hans kontor på Islands Brygge 3, 3. sal, men var dog ikke umidelbart dræbende. Han blev overført til Kommunehospitalet hvor han senere døede (30. marts). (Berlingske Tidende 28. marts 1945)

Erstatningen

Eiler’s kone Fru Hedvig Christine Marie Pontoppidan fik (i datids kroner) udbetalt 100.000,- kroner af den tyske Gesandtskab. Beløbet var en slags erstatning for tab af forsørger. I august 1946 forsøgte man fra Dansk side at få de mange penge fra enken. (Berlingske Tidende 7. august 1946)

Kilder:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *